01. september 2026

|

Pressemeddelelse

Første på Sjælland: Ny byggegenbrugsbutik åbner i Glostrup den 4. september

Lokalsamfundet inviteres til officiel åbning med snoreklip og fokus på genbrug, fællesskab og bæredygtighed

Første på Sjælland: Ny byggegenbrugsbutik åbner i Glostrup den 4. september
Af: Røde Kors Glostrup | Foto: Røde Kors Glostrup

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fredag den 4. september slår Røde Kors Glostrup dørene op til en ny byggegenbrugsbutik og møbeludstilling på Ejby Industrivej 2. Åbningen markeres med en officiel indvielse, hvor snoren klippes af Glostrups borgmester Kasper Damsgaard og præsident for Røde Kors Jette Runchel.

Butikken er den første byggegenbrug under Røde Kors på Sjælland, og bliver dermed butikken, der gør Røde Kors Byggegenbrug landsdækkende. 


En ny butik med stort formål

Den nye byggegenbrugsbutik skal give byggematerialer og møbler nyt liv og samtidig skabe et lokalt samlingspunkt for frivillige og borgere.

“Vi er stolte af at kunne åbne en butik, som både gør noget godt for klimaet og for mennesker. Det er et projekt, der er drevet af frivillige kræfter og lokalt engagement,” siger Henning Jensen, formand for Røde Kors Glostrup.

Butikken har op til åbningen samlet et stærkt hold af frivillige, som står klar til at tage imod kunder og fortsætte arbejdet med at give brugbare materialer videre til nye ejere.


Genbrug der gør en forskel

Hvert år kasseres store mængder byggematerialer og møbler, som stadig kan bruges. Med den nye butik ønsker Røde Kors at reducere spild og gøre det lettere for borgere at vælge genbrug.

Overskuddet fra salget går til Røde Kors’ humanitære arbejde både lokalt og internationalt.

“Det her er en konkret måde at omsætte genbrug til hjælp. Når du handler her, er du med til at gøre en forskel,” siger Henning Jensen.


Alle er inviteret til åbningen

Røde Kors inviterer borgere, samarbejdspartnere og presse til at deltage i åbningen.

Ejby Industrivej 2, 2600 Glostrup
Klokken 12 fredag den 4. september. 

Der vil være et glas bobler til de voksne og bamser til børnene, samt mulighed for at opleve butikken, møde de frivillige og høre mere om projektet.

Nøgleord
Foreninger & frivillighedKlima & miljø
Event Information